I morges var jeg her på ebola-centret, og så skete dette…

En stor, stor del af snakken her i Liberia går på ebola, som landet lige har været hårdt ramt af. Ebola er en virus, som 11.315 personer er døde af de sidste to år, hvoraf de 3.508 var børn.  Symptomerne er influenzalignende, hvor man bløder ud af bl.a. øjne og ører inden man dør, hvor dødeligheden er 90%. Der er først når man er rigtig syg, eller død, at sygdommen smitter. I dag har jeg været ude og besøge behandlingscentret her i Liberia.

Det er altså ganske kort tid siden at folk stod side om side, syge og svage, og telte med de døde var overfyldte. Det sidste tilfælde er 42 døgn siden, så folk er meget mærket af det endnu – naturligvis. Ingen måtte røre hinanden i over et år. Det betød at børn blev holdt inde i frygt for de kom til at røre ved andre, og så smittede hele familien. Det var et samfund der gik fuldstændig i stå, og institutioner blev lukkede af, så de smittede kunne være der. Det har naturligvis også påvirket skolegang og været svært at skaffe mad til familien, når man ikke kunne arbejde – og dermed endnu en grund til den omfattende fattigdom i området. Da befolkningen ikke har uddannelse eller megen viden, troede de ikke rigtig på sygdommen, hvilket jo gør alting meget værre. De har ingen informationskilder, og går mere efter rygter og overtro end hvad hvide mennesker kommer og fortæller. De er jo ikke vandt til at kunne regne med noget, og da slet ikke deres regering. Det har derfor været hårdt for velgørende organisationer at hjælpe og informere, men det er heldigvis lykkedes. Mange steder står der “Ebola is real”, for at fortælle folk at det altså var ganske seriøst.

Befolkningen er meget troende, altså kristne, og de tror at man ikke kommer i himlen hvis ikke liget bliver vasket efter døden, inden begravelsen. Det gav jo en hel masse problemer, da det var vetop der sygdommen smittede aller mest – efter døden. Forældre der ikke kunne kramme deres små syge børn, eller holde dem i armene når de døde, for så bare at skulle se folk i hvide dragter tage deres elskede og begrave dem uden de blev vaskede, har været traumatiserende for rigtig, rigtig mange! Derfor skulle jeg også vaskes hænder i klor da jeg ankom med flyveren, da jeg skulle ind at handle, og andre steder man kommer rundt.

Netop I DAG (!!), lige som jeg her til morgen, sammen med nogle journalister, var ude at besøge ebola-centret, blev landet officielt erklæret ebolafrit. Det er jo helt fantastisk for dem, og en virkelig stor ting. Jeg talte med en sygeplejerske der var her og passede de syge, og mistede hendes egen familie. Manden der gik og pegede ud hvem der var havde størst sandsynlighed for at overleve, og derfor blev tildelt behandling, samt Karin Aaen fra UNICEF der var her på det værste tidspunkt. Det er virkelig rørende at høre deres historier, og luften var tyk af hvor mærkede folk er over det. Det er svært at begribe deres tab, men jeg prøver, imens rotterne piler rundt på pladsen.

Folk er altså kun lige begyndt igen at give hinanden hånden, men tager deres forholdsregler. Så efter en voldsom borgerkrig, fattigdom og denne frygtelige omgang ebola, er landet virkelig medtaget. Det er så uretfærdigt, at sådan noget skal ramme de svageste. Lige som de oplever fremgang, så bankes de tilbage til start, og skal igen komme sig ovenpå store familietragedier og fattigdom der bare ingen ende vil tage. Det er bl.a. sådan en befolkning man støtter ved Danmarks Indsamling, der bliver afholdt d. 6 februar.

Denne lille piges mor døde af ebola, og mange børn er bl.a. derfor forældreløse.