Fordi jeg trænger, behøver, og VIL ha' ;)

Skilsmissebarn x 2, hvad gør man??

IMG_3660Da jeg første gang blev alene med Hollie Nolia, følte jeg det som en kæmpe fiasko. Jeg var så ærgerlig over, at min datter ikke ville få den samme barndom som jeg selv, med begge forældre under samme tag. Jeg/vi har slet ikke været vandt til skilsmisser i familien, så det var meget nyt, og ikke en situation jeg selv har oplevet på nært hold. Derfor har det også hele tiden været enormt vigtigt for mig, at hun SKULLE se sin far, selvom han på daværende tidspunkt var det sidste menneske jeg selv ønskede at se på.

Da Hollie Nolia så var lidt over et år, mødte jeg Andreas, og han nåede at være en stor del af hendes liv i knap to år. Faktisk var hun jo meget mere sammen med Andreas, end hendes far. Hun sov mellem os, han afleverede og hentede når det passede, og skiftede ble fra første dag. Derfor er det jo heller ikke “lige meget” at han pludselig er væk, eller bagateller når nye personer kommer ind i hendes liv… Som måske ikke bliver der. Jeg har flere gange haft snakken med hendes far, om det med at vente lidt med at præsentere kærester og tilhørende børn, så det ikke bliver forvirrende, hvis det sker ofte. Der er i forvejen meget frem og tilbage i hendes liv som delebarn, så jeg er meget opmærksom på at “glatte tingene ud” for hende. Der er ingen tvivl om, at hun undrer sig over hvor Andreas er blevet af, da der har været nogle episoder, hvor hun tydeligt har givet udtryk for det. Men det er ikke så hun går og er ked af det.

Nu ved jeg jo ikke hvordan man normalt gør den slags, men jeg tænker at det er tarveligt overfor et barn, at der pludselig mangler en person der plejer at være der. Han er jo for fanden ikke død, men hun ved jo ikke hvordan det hænger sammen. Siger jeg han er på arbejde, og bliver hun så bange for jeg ikke kommer hjem igen, når jeg tager på arbejde? Siger jeg at han er rejst på ferie ned til dyrene i Afrika, og tror hun så tigeren har spist ham?? Det er hvert fald sådan noget jeg går og tænker over, og det kan da godt være det er fjollet. Derfor har vi også besluttet at hun skal se Andreas af og til, så der bliver en blødere overgang. Han har været forbi og lege med hende, og det har virkelig været et hit. Hun så ham bla. en dag i fjernsynet hjemme hos hendes far, og råbte “jeg har fundet ham, jeg har fundet Andreas far!!”. Hun har jo troet han var væk, det bette dejlige menneske 🙂

Jer der har prøvet sådan noget, hvad har I gjort? Jeg har ikke ligefrem læst bøger om opdragelse, omsorg eller skilsmisser, så jeg handler jo bare ud fra mavefornemmelse.

   

Næste indlæg

Fordi jeg trænger, behøver, og VIL ha' ;)