Jeg er bange, meget bange!

Terroren i Paris, jeg synes det er så svært at forholde mig til. Det er så uvirkeligt, og så skræmmende, og jeg tænker så mange ting inden jeg skal sove. Bliver vi de næste flygtninge, og hvor skal vi tage hen?? Hvor er der sikkert at være – er noget sikkert? Hvilke våben er de i besiddelse af, og kan de få fat i atomvåben? Hvis det her kun er begyndelsen, hvordan slutter det så?

Når man ser (langt, bevares) tilbage i historien, så er det jo lykkedes flere gange, med magt, at omvende danskere i deres tro… Og det er jo, uanset om vi vil det eller ej, jo det det hele handler om. Det er vores frihed, vores levemåde og tro der er den provokerende faktor for IS. Nu er det sådan, at jeg ikke bryder mig om tro, men min frihed og levemåde er jo selve livet. Jeg har af samme årsag ikke brugt #prayforparis, da jeg sympatiserede på Instagram, men et hjerte. Jeg forstår ikke, at man ikke bare kan lade andre være i fred. Leve forskelligt, med hver sine overbevisninger, hver for sig. Men terrorisme skal vel nærmest heller ikke forståes. Jeg bliver helt rørt når jeg ser verden stå sammen om at forbande handlingerne, men også ked af det, når det foregår andre steder i verden uden samme bevågenhed. Tænk at vi er i 2015, og der er stadig krig i verden. Måske er det tredie verdenskrig, lige her hos os, i Europa. Det er jo ikke til at fatte.

Jeg ved godt at man skal være stærk, og det værste man kan gøre er at være bange. Men jeg ér bange, meget bange! Jeg har kontor inde på strøget, lige op ad en kirke. Jeg bor i lejlighedskompleks med mange andre mennesker, og skal til koncert med Madonna i morgen. Jeg er SÅ bange! Lige nu sidder jeg ret langt ude på landet i Nordjylland, her føler jeg mig tryg, sammen med min familie. Men det er jo ikke hverdagen for mig. Jeg tænker allerede om jeg bør droppe koncerten, og begynde at lede efter et hus med plads til kontor, langt væk fra centrum. Jeg har jo tabt. Det er nøjagtig det de ønsker – at skabe frygt. Det er næsten pinligt at indrømme, for jeg vil da helst stå forrest med fanen og nægte at lade mig skræmme. Det er bare ikke sådan det er, og sådan har det ikke været siden jeg blev mor. Min tro er kærlighed, og jeg håber den kan kvæle ondskaben i længden… Hvad skal der ellers blive af os?

Hvad er jeres tanker?