Hvor gode var, de gode gamle dage egentlig?

Da jeg i morges gik ned gennem strøget, for at komme op på mit kontor, tænkte jeg over den kæmpe udvikling der har været med internettet. Alle har jo nærmest internet og bredbånd i dag, og vi bruger det hele tiden på vores mobiler og bærbare. Hvordan det er mit arbejde og en stor, stor del af min hverdag og liv. Hvordan det var i gamle dage, da mine bedsteforældre var unge, og da jeg selv gik i folkeskole, eller måtte slå op i en stor gul telefonbog da jeg skulle bestille mine første bryster. Hvad jeg egentlig lavede før min første mobiltelefon, og hvordan unge nu om dage vokser op med alle de “nye” ting, som den største selvfølge. Var de gamle dage bedre tænkte jeg? Da man så hinanden i øjnene, da der blev lavet frikadeller, kartofler og brun sovs hver aften på komfuret, da man ikke altid nåede at løbe ind og tage telefonen og ikke engang kunne se hvem der havde ringet. De gode gamle dage. Men var de nu også så gode, når det kommer til stykket? Da man gerne lige måtte svinge en flad i skolen, da man ikke tog stress alvorligt, ikke talte om depressioner, ikke fortalte om onkler og fædre der pillede på små piger, kørte uden sele, røg lige op i ansigtet på børn og ikke tog sig af at de lå alene hjemme når forældrene var på værtshus. Da man ikke kunne søge hjælp og viden på nettet, og mobning var noget med buksevand i skolegården. Jeg ved sgu snart ikke hvad der er værst, en mor der er fraværende over frikadellerne eller mobiltelefonen? Jeg kom frem til, at de gode gamle dage nok ikke var så Morten Korch agtige, som jeg forestiller mig det. At jeg nok passer bedre ind i denne her tid, end i en tid hvor man forventede jeg stod for husholdningen. Kunne ikke forestille mig noget værre. Når jeg tænker over hvad der er sket gennem mine bedsteforældres liv, mine forældres og nu mit, så er det slet ikke til at forestille sig hvordan fremtiden ser ud for Hollie Nolia. Der er ingen tvivl om, at der i fremtiden bliver langt mere personlig udvikling for alle sammen. For fanden, jeg tog selfies før der var noget der hed det, men da jeg vendte kameraet om og tog et billede af mig selv, og de skulle først skulle fremkaldes – det tog en uge! 🙂

Aftentanker fra 9. hvor elevatoren ikke duer i dag, og hvor en frysepizza var redningen og aftenskaffen fik en sjat vanilje yoghurt. Man går bare ikke ned igen, når først man er kommet op!