Snottet løber hurtigt nu….

Måske har I bemærket det lille badge, med “Nomineret til Blogprisen 2015”?

Det er simpelthen fordi min blog er nomineret, og det er jeg SÅ stolt over! Kender I den der følelse i maven, når man skal pakke den første julegave op fra den nye kæreste, lige har   bestilt ferien man længe har sparet sammen til, eller det tikker en sms ind man har ventet på. Der går lige nogle sekunder hvor det kildrer helt vildt i maven, og man bare har lyst til at hoppe og grine fordi man er så glad – sådan havde jeg det, da jeg fik beskeden om denne nominering. For ved I hvad, jeg har aldrig sådan rigtigt fået en udmærkelse. Som barn var jeg ikke helt så god til alle de ting jeg gerne ville være god til, så jeg købte premier eller fik min mosters, når jeg selv intet vandt til ridestævner. Pinligt, men sandt. Jeg ville bare så pokkers gerne vinde noget. Bare et eller andet. Jeg er flere gange i mit voksne liv blevet kåret som bedste et-eller-andet. Men det har oftest været pga. min sparsomme påklædning… Og personlighed, bevares, og netop dét er jeg SÅ ydmyg taknemmelig over. Jeg har dog også en kæmpe pokal på mit kontor, som minder mig om at jeg har udmærket mig indenfor velgørenhed, men for at være helt ærlig, så er den jo nærmest købt. Det var egentlig et spørgsmål om, hvem der donerede flest penge, hvilket selvfølgelig også er mega fedt, at jeg kunne det (sammen med jer!). Men jeg har aldrig fået en udmærkelse for noget jeg har skabt. Denne blog. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle få så mange læsere herinde, det var ikke engang et mål, for det var mig så fjernt at nogen skulle gide følge med – men det gør I! 🙂 Når jeg bliver stoppet i supermarkedet fordi der er en der vil fortælle hun eller han elsker min blog, så er jeg ved at revne af stolthed. Jeg bliver lidt forlegen, men stolt. Vi kan allesammen noget forskelligt, og jeg kan det her… Selvom guderne skal vide, at det stadig er svært at forklare til en familiefest, hvad det egentlig er jeg laver. “Hvad skriver du så om?”… Bum bum… Jeg hiver jo hverken lige politik, skønlitteratur eller ekspertviden op ad hatten, det er mere “Sådan lidt af det hele”. Nogle gange tror jeg de tænker at jeg sikkert har et skummelt job sideløbende, for det virker nok liiiiidt underligt på ældre generationer, at nogen gider følge med i den slags. Så føler jeg mig helt ung og rebelsk, selvom sandheden er, at jeg er 36 år (31 i Sverige) og mor. Ja, jeg forbløffes egentlig også over nogen gider at læse om, at jeg skyller min næse eller står op om natten og spiser et halvt glas peanutbutter. Men jeg har altså ikke bare én passion, der kun handler om mode eller noget andet smart ala bagning og DIY eller er det DYI (det der hvor man gør det selv 🙂 ). Min passion er nok egentlig bare livet og alle dets kanter, gode som udfordrende. Min sjæl er glad og ærlig, og så er jeg aldrig bleg for et godt grin, også selvom det er på bekostning af mig selv. Jeg føler ikke jeg er et glansbillede, selvom jeg da helst viser de pæneste billeder af mig selv. Synes I de er grimme, skal I vide der ER nogle der er grimmere! Jeg er nok egentlig bare mig. Marianne fra Byrsted der havde set lidt for meget Beverly Hills 90210, flyttede til København og blev Mascha, som skabte sit egen lille finurlige tilværelse, som  gik hen og blev endnu bedre end den hun drømte om, da hun som 15 årig sad på loftet og bladrede i stakke af Se&Hør blade og puttede strømper i bh’en. Tænk engang 🙂

Jeg vil blive pokkers stolt, hvis I stemmer på mig HER.

Et par læsere skriver her hvorfor de stemmer på lige mig, og det får altså snottet til at løbe hurtigere end det gør i forvejen…