Jeg har gjort noget forfærdeligt!

Da vi var i Thailand, på Koh Samui, ville jeg gerne ud og se et stort vandfald i junglen. Det skulle være så flot og eksotisk, så det skulle vi da prøve. Der var to vandfald man kunne tage ud til. Ved det ene kunne man se abeshow, kæle med tigere, ride på elefanter og ALT muligt i den genre. Så der skulle vi bestemt ikke hen. Jeg kan slet ikke beskrive min forargelse og foragt, overfor de folk der gør den slags. Jeg hader når jeg ser folks feriebilleder, og de sidder ved siden af en stor tiger, der er lænket og bedøvet. Forrige gang jeg var på Phi Phi øerne, gik der en rundt med en abeunge der var klædt ud. Jeg kunne slet ikke rumme, at folk skulle klappe den, holde den, og tage billeder. Den var skræmt fra vid og sans. Jeg gik nærmest til angreb på thailænderen og de turister der stod der. Jeg råbte og skreg at de var nogle dårlige mennesker, og jagede dem væk. Der er så mange dyr i de lande, der bliver behandlet grimt, og jeg kan altså ikke bare stå og se på. Og dog, for så skete dette…

Vi tog ud til det andet vandfald, som da også var ganske fint. Da vi gik tilbage derfra for at finde en taxa, står der nogle elefanter, og Hollie Nolia spæner hen og siger “hej elefant, hej elefant”. Hun vil bare op og ride på den elefant, og inden jeg får set mig om, sidder vi alle tre på ryggen af den. I samme sekund den begynder at gå, ser jeg at manden sidder med et modbydeligt instrument, til at hugge den med. Med det samme siger jeg til Andreas at det her er forkert, vi skal stoppe, og vi skal af NU. Jeg bliver helt dårlig, får kvalme, det snurrer for mine øjne og jeg rammes af en kæmpe, kæmpe skyldfølelse. Hvad fanden er det dog vi har gang i?? Hollie Nolia er ovenud begejstret, og har en fest, imens jeg sidder og prøver at holde tårene tilbage. Junglen er jo slet ikke nogen jungle, pludselig går det op for mig, at alt der er omkring os, er en tarvelig form for indhegning, med visne planter og elefantlort overalt. Manden der styrer elefanten hugger det spyd ind i siden, så den får mærker, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, for er egentlig også bange for at sidde der – tænk hvis den blir sur og Hollie falder af! Min krop reagerede voldsommere end nogensinde før, det var så forfærdeligt. Jeg får fortalt at nu skal vi stoppe, og vi skal af. Så det kommer vi. De mennesker var modbydelige, og ligeglade med de dyr. Vi gik forbi elefanter der var bundet med kæder og som stod og vuggede fra side til side – de havde det ikke godt. De stod bare i deres eget lort og led. Man kunne se det var en pine for dem. De store smukke dyr, der bare stod og blev udnyttet på det groveste. Jeg hadede os selv for at være der, men hvad skulle jeg gøre? Jeg tog mit kamera frem og blev faktisk bange, for jeg både filmede og knipsede løs, og de holdt øje med mig. Hele min krop gjorde ondt over hvad jeg så, og det var så svært ikke bare at skrige og græde. Så fordi jeg ville være sikker på de ikke tog mit kamera, smilede jeg da jeg tog dem, som om det var sødt. Det var det ikke! Men som Andreas sagde, så kunne det være jeg kunne gøre en forskel, ved at fortælle om de grusomme ting vi så, og holde andre fra at støtte dem. Det var jo netop derfor jeg ikke selv ville besøge det andet sted, fordi jeg ikke ville være en del af det. Hvis dyrene har det godt og er glade, er det noget andet. Det var ikke tilfældet her, og ikke det vi ønskede at opleve på vores sidste dag. Vi ville bare se et smukt vandfald, men det ødelagde hele dagen, at overvære hvor onde mennesker kan være.

Så tag IKKE ud og rid på elefanter, klappe tigere, se abeshow eller andet når I besøger Thailand, og slet ikke Koh Samui. Da jeg sad der på elefanten, sagde jeg til Andreas, at det er sådan noget her, karma straffer. To dage efter faldt jeg ned ad trapperne på kontoret.