Backstage på touren

Når det jo “bare” er mennesker…

Skærmbillede 2015-01-24 kl. 15.34.16Skærmbillede 2015-01-24 kl. 15.34.16

Som I måske har læst, er der nu faldet dom i hackersagen, hvor DJ- Slynglen hackede 117 computere. Han fik 1 måned i brummen, og 3 måneder “det må du sørme ikke gøre igen”. Meget forventet er jeg skuffet over dommen. Havde han også kun fået en måned, hvis han var brudt ind i 50 hjem, havde installeret skjult overvågning, mikrofoner, luret i skuffer og engang imellem sovet under sengen…?? Jeg kan umiddelbart ikke se den store forskel. Jo, jeg ville da hellere han rodede i mine sofapuder og i mine brugte trusser, end at han krænkede mit privatliv, i en sådan grad, at han havde adgang til mine inderste tanker og mest private billeder af mig og min datter. Dommen havde sikkert været strammere, hvis han havde stjålet en traktor eller glemt at betale licens. Hvorfor er det, at når man krænker folks sjæle, så er det af mindre betydning, end når der sker materielle skader? Burde det ikke netop være omvendt? Jeg har faktisk ret stor forståelse for, at mennesker kan fejle. At man kan angre noget man har gjort i affekt og magtesløshed. Men når man handler så systematisk, i over et år, og endda er blevet opdaget og advaret, men ikke stopper – så er det svært at se den ægte anger. Det var lissom først da han blev opdaget, han fortrød, ik.

Jeg synes også det er et enormt ærgerligt, at den første dom af den slags, falder så vattet ud. 1 måned for 117 computere… Får man så bare en løftet pegefinger, hvis man hacker én eller 10?

Dertil kommer, at man ikke engang har adgang til HANS personlige mapper i efterforskningen, på hans computer. Hvorfor?? Fordi, som han siger, så er det personligt. Han gider altså ikke at have hans private sager gennemrodet… Hvornår har man sidst hørt noget så latterligt? Nåh jo, for mig var det nok et par dage inden, da TV Avisen ringede mig op, og fortalte mig at han skulle i retten to dage senere, og have sin dom. OKAY… Kunne man tænke, at politiet lige havde haft overskud til at sende et brev rundt til de implicerede parter? Nå, nej åbenbart ikke. Så kan man da efterhånden virkelig tale om at føle sig krænket, overset og latterliggjort. Og mig der ellers er den første til at falde om halsen på en betjent, fordi jeg har så enorm stor respekt for deres arbejde. Øv.

Se indslaget fra Tv Avisen igår HER.

 

Næste indlæg

Backstage på touren