Ohhh-La-La-Louboutin ;)

#At være kendt

maschamascha

… Er et af de spørgsmål I har stillet mig.

Og hvordan har jeg det så med det? Jamen man kan jo sige at jeg selv har valgt det, så hvis jeg ikke brød mig om det, holdte jeg mig jo langt væk fra rampelyset. Lige siden jeg var en lille bitte pige, elskede jeg rampelyset. Jeg gik rundt i den lille by Byrsted, og elskede når min morfar filmede mig og min kusine på græsplænen, eller når jeg havde fødselsdag. Aller fedest var det, når jeg kunne lokke ham væk fra de andre børn, og det kun var mig der talte til kameraet. Ja, det er næsten pinligt at se, den dag idag 🙂 Da jeg blev ældre labbede jeg ugebladene i mig, hvor jeg så Tina Kjær, Zeenta Johnsson og Maria Hirse… Det så bare enormt glamourøst ud, når de stod på den røde løber eller var i fjernsynet, eller endnu vildere, på forsiden af M!. Det er jo nærmest en menneskealder siden nu, at der var lykkehjulet og lækre vejrpiger, men det gad jeg bare SÅ GODT!! For fanden der var kedeligt i Byrsted 🙂

Uden at skulle gennemgå de sidste 14 år, hvor jeg har været med på denne leg, så har jeg prøvet mange af de ting, jeg som lille pige sukkede efter. Men er det så stadig så fandens sjovt, det her med at være en offentlig kendt person? Jeg føler mig virkelig priviligeret over den livsstil jeg har, og de muligheder jeg ofte får. Jeg er taknemmelig for den interesse der er for min person, der gør at jeg kan leve som jeg gør. Der er så mange positive oplevelser ved at være mig, at de dårlige ville være pinlige at nævne. Ja, folk de kigger, vil lige ha’ et billede, man skal lige opføre sig pænt på tankstationen osv…. Men jeg synes ikke det er på en dårlig måde. Jeg møder aldrig nogen der siger noget negativt til mig, kun på nettet, og det overlever jeg nok. Kan jo altid slukke computeren, hvis jeg ikke vil læse det. Ofte er det alligevel bare folk der enten er dårlig opdragede, selv har det skidt eller janteloven der kradser. Herregud. Jeg møder så mange søde mennesker på min vej, som siger hej, og det gør mig virkelig glad 🙂

Pressen føler jeg selv, at jeg har et godt forhold til. Nogle gange bliver jeg da ked af det, eller overrasket over nogle ting. Men jeg føler mig på ingen måde jagtet eller chikaneret. Der har været nogle episoder jeg ikke følte var fair, men hvis jeg alt i alt vurderer om der har været mest godt eller skidt, så bliver det et højt jabadabadooooo!!! Jeg gider ikke det der forbandede snobberi med, at man som kendt er så fandens kendt, at man har så travlt med at hyle over den slemme, slemme presse. Alle ved jo, at så snart en kendt person har en ny parfume, en ny film, bog eller koncert, så vil de sjovt nok gerne ha de der slemme, slemme journalister til at komme – men KUN når det lige passer “kendissen”. Jeg mener selvfølgelig ikke at det er ok at de f.eks. tager billeder igennem en hæk og viser bare bryster, eller stalker ens Dankort. Jeg mener bare, at har man valgt denne vej, så ved man sgu godt at der nogle gange kommer ting i pressen, som gør at man ligger i fosterstilling under dynen et par dage, til en ny skandale ruller. Jeg vil bare gerne, at vi alle kan respektere hinanden så godt som muligt, og respektere et nej, når det er på sin plads.

Billedet øverst er fra min første M! serie, for 11-12 år siden 🙂

Det her er fra mit nyeste M! cover, for et par måneder siden…

(Foto: Jonas Axel)

10152385_647678965285215_6805106959349974766_n

 

Se mig, se mig 😉

222218_1033330967381_1648644097_86778_6846754_n

   

Næste indlæg

Ohhh-La-La-Louboutin ;)