Kan du sove? Jeg kan ikke…

Jeg læste en opdatering på Facebook den anden dag, hvor vedkomne skrev at han ikke kunne sove pga. alle de modbydelige videoer der bliver delt derinde. Jeg blev faktisk rigtig glad for at læse, jeg ikke er den eneste der har det sådan. Generelt undgår jeg mange nyheder, både i tv, aviser og på nettet. Hvert fald de nyheder hvor andre lider nød.

Jeg kan mange gange i løbet af dagen tænke på hvad jeg har set, eller lader min fantasi løbe af med mig. Uanset hvad jeg forestiller mig, så sker der nok i virkeligheden noget der er endnu værre. Jeg kan få enormt dårlig samvittighed, når jeg ligger i min bløde varme seng som kører op og ned, mens jeg ser fjernsyn og ikke har problemer i hverdagen, der er værd at nævne. Jeg kan kigge på min datter som ligger ved siden af mig, mæt, rask og overdynget af kærlighed. Sådan skal det jo være, og sådan en opvækst bør alle børn have. Trygge, lige ved siden af deres forældre der elsker dem. Men sådan er det bare ikke. Imens vi ligger der, er der små piger der bliver voldtaget på deres bryllupsnat, fordi de er blevet solgt til en træls gammel liderbuk. Børn der ikke kan sove fordi mor eller far sidder på en bodega, og hverken har lavet aftensmad eller morgenmad. Soldater der er fanget i lejre, måske uden håb om at se deres familier igen. Piger der er lukket nede i kældre hvor de i årevis bliver holdt som sexslaver. Forældre der ikke kan give deres børn mad, og små tykke brune børn der går rundt på bare fødder i gaderne, uden hjem, et sted at sove, og uden nogen der holder om dem og siger at alt nok skal gå… Og hvem siger også det kommer til at gå? De har måske ingen fremtid, muligheder eller har følt kærlighed, omsorg og tryghed nogensinde. Sådan er verden jo hver eneste dag.

Når jeg ser tv fra brændpunkterne hvor ældre kvinder står og skriger, børn med døde blikke og mænd der bare skyder for at skyde, så bliver jeg først sur og arrig. Hvorfor skal de altid være så primitive og ekstreme? Men hvis jeg tænker over det, hvordan ville ørestaden være hvis de fleste havde mistet dem de elsker? Hvis der kom nogen og bombede lige midt i parken, så hver lejlighed mistede én sjæl, eller bortførte hele vores børnehave. Så mange mennesker samlet på et sted, hvor alle oplever en enorm sorg. Jeg kan slet ikke forestille mig at miste nogen, for jeg har ikke prøvet det tæt på endnu. Når tragedien rammer er der oftest hjælp og støtte at hente omkring en. Men hvad hvis alle de andre havde det på samme måde. Det må da udløse en masse frustrationer, afmagt og had… Lyst til hævn. Jeg kan forestille mig at man bliver ligeglad, for hvad er der efterhånden at bygge videre på, hvis man er omgivet af håbløshed år efter år. Det er næsten blevet hverdagskost at se folk i tv, ligge i gaderne døde. Det sker så ofte at det næsten ikke berører, tænker jeg. Men det berører hvert fald mig – meget. Jeg synes det er svært at rumme alt det onde. Den had mennesker kan have til hinanden, uskyldige børn og forsvarsløse dyr.

Jeg nød virkelig hvert skridt jeg tog hjem fra vuggestuen idag. Mit priviligerede liv, hvor min datter nu skal lege hele dagen, spise god mad, sove trygt og hentes at mig senere så vi kan hygge og gynge sammen. Måske spise en is. Jeg skal drikke kaffe, i bad, blogge, tage noget smart tøj på og et par urimeligt dyre sko. Så bliver jeg hentet til et photoshoot, som jeg bliver aflønnet i, hvad der sikkert svarer til flere årslønne, for mange af de mennesker jeg tænker på. Hvor er verden bare urimelig, og hvor er jeg heldig og taknemmelig for, at jeg havnede lige midt i smørhullet.

Ha’ en dejlig dag derude. Jeg håber at lige nøjagtig du har det godt, er rask og glad. Hvis ikke, så er jeg virkelig ked af det på dine vegne, og håber at alt løser sig. Knus Mascha 🙂